Asbest i naturen: hvor kommer asbest fra?

Asbest er et mineral, der dannes i naturen. Det opstår i visse bjergarter i undergrunden, når klippen omdannes af varme, tryk og vand, og en del af mineralerne krystalliserer til tynde fibre. Asbesten endte i husene, da sådanne fiberforekomster blev brudt i miner, og fibrene blev blandet i spartelmasse, lim, plader og isolering. Derhjemme møder du altså næsten altid asbest i fremstillede byggevarer, ikke i natursten.

I denne artikel fortæller vi, i hvilke bjergarter asbest dannes, hvor det er blevet brudt, hvordan undergrunden hænger sammen med spørgsmålet, og hvad asbest i naturen betyder for dig, der bor i et almindeligt hus eller skal renovere.

Hvordan dannes asbest i naturen?

Asbest er ikke ét enkelt stof, men en samlebetegnelse for seks silikatmineraler, der kan krystallisere i fiberform. Der skal særlige forhold til, før der dannes fibre. Oftest sker det, når en bjergart omdannes dybt nede i jordskorpen af varme, tryk og cirkulerende opløsninger. Fibrene vokser ofte i sprækker og årer i klippen, hvor de kan løsne sig i bundter.

• Serpentinasbest, det vil sige chrysotil, dannes i serpentinit, en bjergart, der er omdannet fra magnesiumrig bjergart. Chrysotilfibrene er krumme og bøjelige.
• Amfibolasbesterne, det vil sige amosit, crocidolit, anthophyllit, tremolit og actinolit, dannes i omdannede bjergarter, og deres fibre er lige og stive.

Forskellene mellem grupperne beskrives nærmere i artiklen serpentin- og amfibolasbest, og hvad der regnes som en fiber, i artiklen asbestfiber.

Samme mineral kan være fiber eller almindelig sten

De fleste asbestmineraler findes i naturen også i ikke-fibrøs form. Tremolit, actinolit og anthophyllit er for eksempel almindelige mineraler i mange bjergarter, og oftest forekommer de som krystaller og ikke som fibre. Et mineral regnes først som asbest, når det er krystalliseret til tynde fibre. Derfor siger navnet på klippen eller mineralet ikke alene, om der er tale om asbest.

Hvor er asbest blevet brudt?

Kommercielt betydningsfulde asbestforekomster findes kun få steder, og verdensproduktionen var koncentreret i nogle få lande. Chrysotil har været langt den mest almindelige asbesttype, der er blevet brudt, og blandt de største producenter var Canada og Sovjetunionen. Chrysotil blev blandt andet brugt i asbestcementplader (eternit). Amosit blev især brudt i Sydafrika og crocidolit i Sydafrika og det vestlige Australien.

Tremolit og actinolit blev som regel ikke brudt som asbest. De endte i produkter først og fremmest som forurening sammen med andre mineraler, for eksempel i chrysotil, vermiculit eller talkum, fordi de forekommer i de samme bjergarter i naturen.

Asbest i undergrunden

Nogle steder findes der bjergarter, hvor asbestmineraler forekommer naturligt. I en hel klippe bliver fibrene inde i stenen. Det bliver først aktuelt, når sådan en klippe brydes, knuses eller bores i, fordi fibre så kan frigives med støvet. Derfor tages der hensyn til naturlig asbest for eksempel ved produktion af knuste materialer og ved minedrift.

Nogle lande har også brudt deres egen asbest, for eksempel anthophyllit. Mere om den asbesttype finder du på siden anthophyllit.

Er naturlig asbest farlig i hjemmet?

Når du bor helt almindeligt, er naturlig asbest som regel ikke noget, du behøver at bekymre dig om. Asbestrisikoen i hjemmet hænger næsten altid sammen med gamle byggevarer, hvor fibrene er tilsat med vilje: spartelmasse, fliseklæber og gulvlim, asbestcementplader, rørisolering og vinylfliser. De beskrives i artiklen hvor kan der være asbest.

Sundhedsrisikoen er den samme, uanset hvor fiberen kommer fra. Alle asbesttyper er kræftfremkaldende, og faren opstår, når fibre kommer ud i den luft, du indånder. Helt materiale eller hel sten spreder ingen fibre. Hvis du er bekymret for, at du kan være blevet udsat, så tal med din læge.

Hvordan skelner laboratoriet asbest fra andre fibre?

Fordi det samme mineral kan være fiber eller almindelig sten, og der desuden findes mange andre fibrøse mineraler i naturen, kan asbest ikke genkendes på udseendet. Asbestlab undersøger prøverne med et JEOL SEM-EDS elektronmikroskop efter standarden ISO 22262-1. Mikroskopbilledet viser fiberens form, og grundstofanalysen viser dens kemiske sammensætning. Tilsammen skelner de de seks asbestmineraler fra hinanden og fra andre fibre som glasuld og stenuld.

Hvad gør du, hvis du har mistanke om asbest i et materiale derhjemme?

Hvis renoveringen gælder materialer, der er sat op før omkring 1986, så få dem undersøgt, før de slibes, bores i eller rives ned. Prøven kan du tage selv:

1. Brug engangshandsker og åndedrætsværn i mindst klasse FFP3.
2. Fugt prøvestedet med en sprayflaske, så der bliver så lidt støv som muligt.
3. Løsn et stykke på omkring 2–5 centimeter, så alle lag kommer med helt ned til underlaget.
4. Læg stykket i en plastpose, der kan lukkes tæt, luk den, og pak den i endnu en pose.
5. Skriv prøvens sted og materiale på posen.
6. Dæk prøvestedet med tape, og tør overfladen af med en fugtig klud.

Mere detaljeret vejledning finder du i artiklen sådan tager du en asbestprøve. Resultatet sendes på e-mail, som regel samme dag, som prøven når frem til laboratoriet. Hvis der findes asbest, skal nedrivningen udføres af en virksomhed, der er kvalificeret til asbestsanering.

Hvad koster en asbestanalyse?

Analysen koster 39,90 € + moms pr. prøve, det vil sige 50,07 € inkl. moms (finsk moms 25,5 %). Prisen er den samme for 1–100 prøver. Porto er ikke inkluderet. Du kan bestille analysen online, betale med kort og sende prøven med PostNord til laboratoriet i Finland.